Månedsnyt

September 2019

Så er det tid til høstmarkeder

Septembers himmel er så blå – eller grå. Det skifter i vejret og i humøret når høsten og planterne skal vurderes og behandles. Honninghøsten er fantastisk – masser af både forårs-, sommer- og sensommerhonning, og den sidste er intenst velsmagende, lige så krydret som en god lynghonning. Under halvtag har vi fået en pæn høst af Golden Delicious og Pigeon, mens alle træer i den store plantage har – ingenting. Det samme kan siges om bær og stenfrugt – det har virkelig været et ringe år. Vi har kontaktet vores kunder og fortalt dem om situationen, og heldigvis er der ingen der har opsagt samarbejdet af den grund. Så vi må bare håbe at næste år holder hvad de sunde blade og træer forsigtigt lover.

Alice har været i gang med at fremstille eddike og sirup – af hyld, mynte, kanel og brombær. Det er rart at have med på markeder når æblehøsten er så beskeden. Og derudover har vi jo både den nye Æbleslåenvin, der heldigvis falder i folks smag – og most i både små og store flasker. Vi skal på marked de næste to weekender, først Andelslandsbyen Nyvangs Høstmarked 7.-8. september og weekenden efter Historie- og Livsstilsmarked på Panzermuseum East. Det ser vi frem til – og håber at rigtig mange af vores trofaste kunder igen får lyst til at snolde lidt sunde varer fra Vestsjælland. Håber vi ses.

August 2019

Sensommerhonning

Det er blevet 1. august og tid til at slynge sidste omgang honning – den lækre og krydrede sensommerhonning. Samtidig skal der fodres og indvintres, selv om det for ikke-biavlere lyder tidligt. Det vil sige at familierne skal ned på et magasin eller ca. 10 rammer – og den honning der er skal byttes med flydende foder – eller apiinvert som det hedder i fagsproget. Umiddelbart ser det godt ud, og vi forventer en høst noget over middel. Dejligt når vi tænker på at ÆBIBOs andet ben, æbleplantagen, ligger uvirksom hen og knap nok kan producere æbler til vores eget forbrug. Til gengæld siger vores konsulent at løvet og træerne ser fine ud, så vi kan vente os en god høst til næste år. Det glæder vi os til – og til at have nogle flere fritimer i efteråret fordi vi hverken skal plukke, sortere eller sælge.

Husk at komme forbi og smag på vores æbleslåenvin, honning eller nye sirupper. Enten hos os selv i Stenlille eller et af de markeder vi skal på i august/september:

  • Lørdag 10. august på Nytorv i Slagelse. 10-14.
  • Lørdag 24. august i Jægersborggade i København. 10-14.
  • Søndag d. 25. august. Kræmmermarked ved Superbrugsen på Norgesvej på Frederiksberg i Sorø. 10-14.
  • Lørdag 7. september og søndag 8. september i Andelslandsbyen Nyvang. Begge dage 10-16.
  • Lørdag 14. september og søndag 15. september. Historie og Livsstilsmarked på Panzermuseet East. Begge dage 10-16.

Juli 2019

Dansk sommer!

Ja, i forhold til sidste måneds meldinger er der ikke så meget nyt under ÆBIBOs sol. Æblerne er stort set ikke til at finde, men honningen og æbleslåenvinen er fremragende og allerede sat på hylderne i flere butikker. Derudover har vi produceret nye forsyninger af hyldeblomst- og oreganokryddersalt, hyldeblomsteddike og myntesirup, så vi har en del varer at friste med til august og september når markederne for alvor har bud efter os.

Der har været en del skriverier om en ny obligatorisk pantordning for most og juice. Vi kan kun bifalde den selv om det i begyndelsen bliver lidt besværligt, og vi i år desværre ikke kan få systemet afprøvet fordi vi ingen æbler har. Men til næste år vil vores flasker efter al sandsynlighed blive tillagt en pant på et par kroner, en pant der kan indløses i de sædvanlige returflaskesystemer hos supermarkeder – og så selvfølgelig hos os selv. Det skal nok gå.

Endelig – ikke mindst: Husk at nyde sommeren mens den er her.

Juni 2019

Det slemme, det skønne og det virkelig vidunderlige

Kære læser af dette nyhedsbrev. Der er tre store ting at fortælle i denne måned. Den sørgelige først: Æblehøsten bliver den værste vi nogensinde har oplevet. Træerne blomstrede fint og bierne besøgte dem flittigt. Men så kom tre frostnætter i rap tidligt i maj. Og blomsterne sortnede og visnede hen – og nu skal man lede med lup for at finde bare et enkelt æble – og det samme gælder pærerne. Så er det en ringe trøst at det ser ud til at vi får lidt kirsebær. Jeg tror at høsten bliver højst 5% af hvad vi fik sidste år, så glem alt om hjælp til plukning. Det er overstået på et par timer!

Så til det gode. Vi har lige tappet det sidste af vores forårshonning på glas. Og her har vi fået en rekordhøst – af en meget fin kvalitet. Den smager himmelsk og har en perfekt cremet konsistens. Igen i år har vi lavet nogle specialhonninger med fennikel, chili og timian. Og for første gang kan vi også præsentere honning fra vores udebigård på Parnasgrunden i Sorø. Nu håber vi bare vores kunder kan lide varerne.

Til sidst kan vi fortælle at vi igen er blevet leverandører af en dejlig vin. Økologisk og lavet af sidste års æbler, slåen og vindruer fra ÆBIBO – og vinificeret af Vinperlen, en økologisk vinproducent og vinbonde her på Vestsjælland. Den hedder ÆBLESLÅENVIN FRA ÆBIBO, har 18% alkohol, en flot gylden farve og en pragtfuld kompleks smag af æbler, kraft og sommer. Vi overvejer om vi skal tilmelde den til en vinkonkurrence, men har slet ikke erfaring i det, så nu må vi se hvad der sker.

Men altså. Det kan betale sig at slå et smut forbi os i Stenlille og lave en lille handel. Der er både lækker vin, honning og most til indkøbskurven.

Æble slåen vin fra Æbibo i Stenlille

Maj 2019

Selv om det er overskyet og lidt køligt her til morgen er det svært ikke at få sommerfornemmelser når man ser ud på hvide blomstrende kirsebær-, blomme- og pæretræer. Og æbletræerne står med de røde knopper helt bristefærdige – forsigtigt afventende grønt lys for fuldt udspring. Vi skulle jo nødig have nattefrost som for et par år siden, da frost i Holsteiner Cox sørgede for at høsten blev under en kasse (med 10 kg!) fra over 100 træer.

De nypodede træer har med hjælp af grundig vanding fået en rimelig start på deres liv – og jeg håber det i år skal lykkes at få en højere procentdel til at overleve end hidtil. I børnehaven har der ganske vist været skrappe fjender i form af en stor aggressiv heksering, sultne rådyr, do mosegrise, ukrudt og tørke. Men jeg har i hvert fald besluttet mig for at mere intensiv pleje skal få flere træer til at vokse og blive store, for der er nu noget særligt ved at sætte tænderne i et æble, hvor man selv har været med til at skabe modertræet.

Og så skal der smøres kalk på kræftramte træer, der skal gødes og repareres stolper og tråd. Der skal slås græs og fræses mellem rækkerne. Der skal tjekkes for æbleviklere og spindemider. I bistaderne skal der ugentligt fjernes droneyngel for at bekæmpe varroamider og så skal der udøves rettidig omhu så bierne ikke sværmer og har plads til at udvide sig. Vores stader er på tre magasiner nu. Og vi er sandsynligvis oppe på fire eller fem de fleste steder når vi høster og slynger første gang omkring 1. juni.

Der er kort sagt travlt, så der er ikke tid til at sidde her og lege kontormus. Nyd den skønne maj.

Pæretræer i blomst

April 2019

Når man har 2000 æbletræer, går en del af vinteren med at beskære dem. Det er et ensformigt og lidt surt arbejde, der sætter tankerne på himmelflugt – og knokleriet i perspektiv. Hvis du selv har æbler i haven, kan du måske genkende det følgende, og hvis du er uenig, må du meget gerne sende os en høflig kommentar.
Æbler opfører sig forskelligt alt efter sort og grundstamme, og plejearbejdet minder meget om en tålmodig pædagogs. F.eks. er Filippa en fuldstændig uregerlig fætter med sit lange hippiegarn. Man stønner før hvert træ, og ønsker at det kunne lade være med at lade sine lange årsskud stritte i alle retninger, eller i det mindste lade være med at sætte æbler i skudspidserne så man kunne lave nogle ordentlige klip der ikke helt berøvede træerne vitaliteten. Tænk på Samson der fik sin manke klippet. Så mistede han modet og kraften og det er jo ikke derfor vi beskærer. I rækken før frydede jeg mig over så forskellige træerne var. Hvert fjerde træ med Elstar var en gave – et træ der slet ikke skulle beskæres, men stod fint og klart til en god sæson med bristefærdige knopper og harmonisk bygning. Discovery ligner nærmest en busk med hundredvis af små fine skud og meget tæt grenværk. Der er ikke meget at beskære med mindre man tænker at det er for tæt, og så bliver frugterne bare for små. Men de står sent i plantagen og bliver forskånet for den store omgang nu, og så må vi se senere om vi skal ud med tynderedskaberne. Sådan har hver sort sin egen personlighed, og kunsten er at tænke med træerne og lære at elske dem for deres særheder og specielle opførsel. Som med børn.
Træerne beskæres i øvrigt efter nogle meget maleriske principper: som juletræer, som skørter eller som vinduer. Fælles er at der tilstræbes én top, mange vandrette grene, og de største grene skal være nederst. Så får alle æblerne mest lys og luft, og udover vand og jord (gerne med lidt kompost eller andet guf i) er det det træerne skal leve af. Der er mange potentielle fjender for os æbleavlere: skurv, æbleviklere, æbletræskræft, øjeplet, monilia – og mosegrise, råvildt, harer og lus. Noget kan bekæmpes med biologiske metoder, mens andet er vi magtesløse overfor, og så er det jo godt at vi har en hjælper i Kylja, vores islandske fårehund på lidt over et halvt år, der er ved at lære at spise mosegrise og jage gnavere på flugt. For øjeblikket er den ved at blive mester i den svære disciplin æbletræskluddermor. Det består i at man løber på kryds og tværs ind mellem træerne så den lange line der binder den til en er helt filtret ind i et uoverskueligt mønster og mindst 8 træer. Det får vi meget sjov ud af – og både hunden og dens herre noget motion og afveksling.
Til sidst kan vi fortælle at nu begynder Æbibo-året for alvor. Lørdag d. 6. april har vi en udendørs stand på påskemarkedet på Sorø Station ”Påske på stationen” – og søndag d. 14. april har vi en stand på ”Smag i Sorø” på Sorø Fri Fagskole, Holbergsvej 7 i Sorø. Begge dage 10-16. Vi vil først og fremmest have vores gårdmost i store og små flasker med, men også kryddersalt, sirup, gele, æblesnacks og måske noget pileflet. Vi håber vi ses der – og at forårssolen må blive varm og skinne over dig.

Æbletræskluddermor for hunde

Marts 2019

Skønt. Nu kan vi for alvor nyde foråret – siger både kalenderen og vejret. Erantisserne og vintergækkerne har fået selskab af juleroser, violer og krokus – og der er en sommeragtig summen af bier hver gang solen titter frem. Selv om vi ikke høster til salg endnu er der dog rigeligt at lave. 20 rækker æbletræer skal beskæres og bierne tilses- og for en sikkerheds skyld fodres. En havelåge udskiftes, do med et drivhusvindue og ekstra patentbånd sættes op på stolperne i den ny plantage.

Vi er ved at finde på navn til den nye æblevin, der vil kunne købes fra juni om alt går vel. Kreative og sjove navne som Slukefter, Lattermild og Slåenkradser er blevet kasseret som for fortænkte, så det bliver nok noget i retning af Æbibovin 18, Æbleslåen eller Åmosevin. Den smager godt, med tydelig både æblekarakter og slåen-kant – er sødere og mindre bitter end Borups Æblevin, så vi tror på et vellykket resultat der også vil falde i potentielle kunders smag. Glæd dig.

Februar nyt

Så har vi fået rigtig vinter. Med frost og sne. Med tilisede ruder og låse der ikke vil makke ret. Ikke som i gamle dage, men alligevel. Vinter er det, og det er dejligt.

Vi har høstet podekviste af æbletræerne og regner med at lave nye æbletræer til marts/april – for sjov og måske til salg, hvis der er nogen der er interesserede. Det samme kan siges om pilen hvor vi også høster og forbereder årets fletteaktiviteter. De første vintergækker spreder lidt forårsfornemmelser langs med hegnet til gården. Både frugtplantagen og bistaderne ligger ellers i dvale og venter på højere temperaturer, men alt ser godt ud – også de nyplantede suppleringstræer og bærbuske, så vi er forsigtigt optimistiske med hensyn til sæson 2019.

Skønt fåreskind i vintersneen hos Æbibo

Januar 2019

Pfuishhhhhh. BUM. Tiuuuu. Så er nytåret skudt ind – og en ny økosæson står for døren. Der er ikke meget at hente i have og plantage. Enkelte mumier klamrer sig til æblegrenene og beder om lov til inficere næste års høst. Så dem er det bare med at få fjernet snarest muligt. Men træer, buske og bistader ser ellers ud til have det godt, så vi glæder os til sol og forår og summen i blomster. Et år hvor vi for alvor kan begynde at høste pærer, hvor de nye bistader på Parnas skal vise hvad de er værd, og hvor det skal vise sig om rådyrene igen tager alle de nye bærbuske. Vi nyder de sidste æbler, lidt Belle de Boskoop og Holsteiner Cox og en hel del Mutzu, Niels’ yndlingsæble pga. sin lange holdbarhed, sprøde konsistens og friske smag.

Håber vi ses i det nye år, enten på markeder rundt omkring på Vestsjælland eller på farmen hvor I altid er velkomne til at se forbi og gøre en lille handel. Vi har stadig masser af lækker gårdmost i store og små flasker – samt pileflet og kryddersalt, og et enkelt kilo æbler kan vi også klare.


December 2018


Så er ÆBIBO atter kommet i skyen. Jubii.
Dejligt at vi nu igen kan kommunikere med kunder og henvise til et sted der beskriver hvad vi har i ord og billeder. Tanken er at du som besøgende eller nysgerrig skal kunne blive inspireret og lækkersulten – og måske derefter henvende dig til os eller finde os på et marked for at slå en handel af.

Vi vil hver måned ca. den første lave et nyt månedsbrev, som du kan se på denne plads, og her vil du kunne læse hvad der er på vores hylder p.t. og hvad vi får tiden til at gå med. Altså det der har med ÆBIBO at gøre…
Vi har stadig honning og æbler, men begge dele er snart udsolgt – og så er det godt at have et stort lager af Gårdmost både i store og små flasker. Derudover har vi æblesnacks, vindruegele, kanelsirup, fuglekuglekræmmerhuse i pileflet og brændenældekryddersalt.

Og så vil vi selvfølgelig ønske dig og dine en glædelig jul og et godt nytår.