Måned: juli 2020

Vi keder os ikke!

Juli 2020


Det er højsommer, og årets travleste tid. Alting gror eksplosivt, og maskinerne kan ikke følge med. Buskrydderen strejkede efter få timers brug, ugen efter den uundværlige gamle havetraktor – og siden har begge været til reparation hos Skov og Have, der har over en måneds reparationstid pga. travlhed. Og i går røg drivremmen til græsslåeren til den store plantage. Så her er frodigt, grønt og CO2-venligt over det hele, og temmelig forsømt set med havemenneskers øjne.
Men det er ikke kun græs og hække der råber på vores arbejdskraft. Vi har nu høstet og slynget sommerhonningen, og det er blevet en flot portion på omkring 250 kg, meget velsmagende og med en fantastisk mørk gylden farve. Så er det kunsten at få den rørt tilpas inden den om nogle dage skal tappes på glas. Samtidig skal bierne ikke indvintres, men have lavet vinterleje, og det er en møjsommelig proces hvor dronningen i hvert stade skal findes og indkvarteres i underste magasin, samtidig med at de ældste og mørkeste af de gamle tavler skal op i magasinet over dronningegitteret, så vi er sikre på at få dem til omsmeltning om en måneds tid når vi høster sidste gang.
Juni var også travl pga. fem gange lørdagstorvesalg på Nytorv i Slagelse, hvor vi solgte honning, æbleslåenvin og div. andre lækkerier. Det var dejligt at noget trods alt kan lade sig gøre i disse Coronatider, men nu varer det også et par måneder før vi igen står på et marked og faldbyder økoæbler, ramsløgsalt og hyldeblomsteddike.
Æblerne ser lovende ud – for det meste. Rød Ingrid, Pigeon, Ahrista, Ritt Bjerregaard og Discovery tror vi giver et godt resultat, mens Filippa, Belle de Boskoop og vores nyere sorter som Bodil Neergaard, Signe Tillisch og Gloster overhovedet ikke bærer frugt. Så vi håber på et middelgodt resultat. Til trods for en del lus og spindemider ser de ikke syge ud – og selv om der både har været tørke, skybrud, storm og hagl ser det ud som om det ekstreme vejr ikke er gået voldsomt ud over træerne.
Hav en god sommer.