September 2020
Så er det blevet højsæson for æbler. Heldigvis er der mere at rive i end i katastrofeåret 2019, men der er alligevel langt til rekordåret 2018. Grundene til den middelmådige høst er hvepse, bladlus, skurv og æbleøjeplet. Kombineret med tørke og enkelte frostdage i maj. Men vi har alligevel en del æbler, og plukker for øjeblikket Ingrid Marie, Pigeon og Golden Delicious, og pakker kasser til vores trofaste kunder i København og på Vestsjælland. Og så har vi aftalerne på plads om årets mostning, så om lidt over en måned regner vi med igen at have gylden økologisk gårdmost på store og små flasker til salg.
Honningen er tappet på glas, bierne er indvintret og der er varroabehandlet, så nu mangler det fra den del af vores butik kun at få honningen solgt. Her er det en streg i regningen at Corona har fået aflyst ikke færre end fem markeder her i efteråret. Den lille skurk! Men så har der vist sig nogle nye kunder, så måske ender det alligevel med at blive et hæderligt år for ÆBIBO.
Nyd den smukke sensommer. Den findes ikke bedre i det udland vi ikke må rejse til p.t.