Januar 2023
Lidt tung i hovedet efter rigeligt med champagne, mjød og rødvin sidder jeg nytårsdag og evaluerer ÆBIBOs år og tænker på hvordan den kommende sæson ser ud til at blive.
2022 var året hvor vi mistede 80 % af vores bier, men hvor æblehøsten var fin – og hvor ikke mindst ni markedsdage i julemånederne var rekordgode. Vi fik udsolgt af æbler, honning, sirup, eddike, kryddersalt og gele – og afsat store mængder af æblemost og æbleslåenvin. Heldigvis fik vi igen en aftale på plads med Arne fra Langagergård om at producere vores fælles produkt Gårdmost – og allerede nu har vi solgt så godt, at vi bliver nødt til at lave en ny sending til efteråret. Så må vi bare håbe at æblerne og pærerne igen viser sig fra den gode side og kvitterer for vores anstrengelser med beskæring, ukrudsfræsning og skadedyrsfjernelse med en masse god frugt.
Udover vores gode æblekunder i København og Gerlev har vi fået en aftale med Roskilde Festivals Højskole og Hahnemanns Køkken. Og når markederne i Sorø (På Stationen – og på Torvet), Nyvang, Broby og det nye Grønt Marked i København (Refshaleøen og Sjællandsgade) lægges til har vi præcis kunder nok til hele sæsonen.
Honningproduktionen har selvfølgelig været langt under middel i år, men så har vi også fået alt udsolgt, og er nu så småt ved at være oppe på en fornuftig mængde bistader igen. Det vil sige ni, dertil har vi tænkt os at producere en tre-fire nye familier når vi når Grundlovsdag, og hvis det holder kan vi igen levere til alle vores trofaste og utålmodige honningstamkunder.
Så alt i alt – set fra mikrokosmos i Stenlille ser det ikke så ringe ud for 2023. Gid man også kunne sige det om makrokosmos…
Med ønsket om et godt, grønt og bæredygtigt nytår til alle.