Det slemme, det skønne og det virkelig vidunderlige
Kære læser af dette nyhedsbrev. Der er tre store ting at fortælle i denne måned. Den sørgelige først: Æblehøsten bliver den værste vi nogensinde har oplevet. Træerne blomstrede fint og bierne besøgte dem flittigt. Men så kom tre frostnætter i rap tidligt i maj. Og blomsterne sortnede og visnede hen – og nu skal man lede med lup for at finde bare et enkelt æble – og det samme gælder pærerne. Så er det en ringe trøst at det ser ud til at vi får lidt kirsebær. Jeg tror at høsten bliver højst 5% af hvad vi fik sidste år, så glem alt om hjælp til plukning. Det er overstået på et par timer!
Så til det gode. Vi har lige tappet det sidste af vores forårshonning på glas. Og her har vi fået en rekordhøst – af en meget fin kvalitet. Den smager himmelsk og har en perfekt cremet konsistens. Igen i år har vi lavet nogle specialhonninger med fennikel, chili og timian. Og for første gang kan vi også præsentere honning fra vores udebigård på Parnasgrunden i Sorø. Nu håber vi bare vores kunder kan lide varerne.
Til sidst kan vi fortælle at vi igen er blevet leverandører af en dejlig vin. Økologisk og lavet af sidste års æbler, slåen og vindruer fra ÆBIBO – og vinificeret af Vinperlen, en økologisk vinproducent og vinbonde her på Vestsjælland. Den hedder ÆBLESLÅENVIN FRA ÆBIBO, har 18% alkohol, en flot gylden farve og en pragtfuld kompleks smag af æbler, kraft og sommer. Vi overvejer om vi skal tilmelde den til en vinkonkurrence, men har slet ikke erfaring i det, så nu må vi se hvad der sker.
Men altså. Det kan betale sig at slå et smut forbi os i Stenlille og lave en lille handel. Der er både lækker vin, honning og most til indkøbskurven.