Februar 2021
Det er dejligt frostvejr, beregnet til skøjter og kælk, hvis man havde sådan nogle. Det har jeg desværre ikke mere, men motorsav og beskærersaks er fuldgode erstatninger. Glemt er både Mette og Donald, selv Mikkel forsvinder når der tyndes ud i de genstridige æblestammer. Dem der efter omhyggelig beskæring og pasning alligevel år efter år ikke bærer frugt. Det drejer sig om Bodil Neergaard, Signe Tillisch, Rød Høst Kalvil og det drejer sig ikke mindst om Filippa. Sidste år overvejede jeg at afholde et kursus i kunsten at beskære Filippa, men det må man jo ikke med de nugældende afstandsrestriktioner, og derudover fik jeg det gode råd at fjerne hvert andet træ og så ikke beskære de resterende. Derfor har nu ca. halvtreds af de nævnte sorter måttet lade livet, og så må resten vokse vildt i år i håb om at de kvitterer med en masse lækker frugt. Hvis det indebærer at vi må plukke med stige, så tager vi den udfordring med. Det var jo sådan man gjorde i de gode gamle dage. Før…
Nu venter vi blot på indkaldelserne i e-boks.